BitterSortVrede

Det var allerede blevet mørkt
Før du kom ind i mig
Sort på sort på sort
Sortnede du inde i mig

Jeg var dit hylster
For dit raseri og din uhumske vrede

Jeg spyr en djævel
Forbander dig ikke
Men mørkner dig
Gør dig lille forvandler dig til et punkt
I en uendelig cirkel

For evigt vil du vandre
I den mørke tro at det lys du ser
Er din vej ud ad dit helvede

Men det lys du ser
Er blot mine øjne
Der blinker og det punkt du når
blot endnu en lille sort knude
Du ikke kan overvinde

Lyset er der det eksisterer
Bare ikke for dig

Jeg har hermed sunket
Dig ned i en bundløs verden
Af lort og skidt

1-3

1.

Din tilværelse

Er et hjul der drejer

Uden at beklage sig

Du søger mod dybder

Uden at falde i

Din rosa mund

Tåler intet kaos

Du taler

Uden at sige noget

Jeg fanger dig

I et blottet sekund

Uden masker

Mærker at jeg

Elsker dig

Helt ind i højder

Vi aldrig når

Med vores

Blottede hænder

2.

Med stemplet pande

Går jeg oprejst ind

I mængden

Lader kaoset

Af mennesker

Forblive en splint

I mit blik

Nej, det irriterer mig ikke

Det giver mig kvalme

3.

Med knust tyngde

Melder jeg mig selv

Ind i det bedre selskab

Invitation

Når jeg nu

Giver dig

Et stykke af

mit hjerte

Er det ikke et

tilfældigt udfald

Af ensomhed

Jeg vidste ikke

At jeg savnede dig

Før jeg mødte dig

Digt

Min latter

Glemmer alt

Det uvæsentlige

Min sorg

Husker alt

Det væsentlige

Spidser mine læber

Til altid at glemme

Sorgen trækker

Sig sammen

Til et lille sort hul

Der alt frastøder

Lukker sig

Om sig selv

Må jeg le

Mig igennem

Livet

Og lade

Mine læber

Ligne et hjerte

For altid

Hvad f.. er meningen med meningen?

Sad lige og grublede over kunst og smagsdommeri…

Nok kan en kunstner have en mening og/eller budskab med sin kunst, men kunst er vel andet og mere end det?

Nu springer jeg direkte fra kunst og smagsdommeri til kommunikation generelt…

Når jeg ytrer et eller andet eller handler på en given måde, så kan det nok være, at jeg havde en bestemt hensigt eller mening med det, men modtageren kan selvsagt modtage det på en helt anden måde.

Det bliver selvfølgelig forfærdelig kompliceret alt dette med kommunikation, når man først begynder at gå dybere ind i det, men er spørgsmålet ikke et spørgsmål om, at vi hver især projicerer os selv, altså vores opfattelse eller brug af begrebet, vores egne følelser og vores egne tanker omkring det, således, at vi faktisk konstant går rundt og ikke misforstår, men ikke forstår hinanden.

”Vil du have et glas mælk?” dette meget klare spørgsmål kan selvsagt for en neurotikere hurtigt gå hen og blive kompliceret – tænk bare på alle woody allens film! Spørge r han fordi, at han synes jeg trænger til et glas mælk og ikke skal have mere kaffe? Eller omvendt: Siger hun nu ja fordi, at hun tror, at jeg synes, at hun ikke skal have mere kaffe”

I kan godt se det, ik! Det er hylende morsomt at være vidne til, men for neurotikeren er det selvsagt meget svært med kommunikation.

Det jeg har bidt mærke i er, at højtuddannet og i særlig grad humanister, har disse besværligheder med kommunikationen og at mennesker med andre uddannelser kalder en spade for en spade og mener ikke andet en spade (hvilket jeg synes er befriende rent personligt)

Det siger vel også sig selv, at humanister, som er trænet i og arbejder via. studie med analyse og fortolkning, hurtigt kan komme til at projicerer deres faglige kundskaber hen på virkeligheden og derfor mener eller tror, at alt skal analyseres og fortolkes til mindste detalje. Det bliver en art fagskade, som hurtigt kan gå hen og blive til en fuldtidsbeskræftigelse i sig selv og måske en af årsagerne til at mange faktisk misforstår hinanden. Ikke fordi at misforståelsen egentlig var en mulighed i udgangspunktet, men fordi, at neurotikeren som udgangspunkt har den opfattelse af kommunikation, at vi i bund og grund misforstår hinanden. Lidt a´la : Du ser hvad du tror”

Pointen eller konklusionen på dette må blot være, at vi må have tillid til hinanden og tro på, at det bliver sagt eller svaret i en given situation er rigtigt eller ærligt.

Vi må hellere lade fiktion være fiktion eller sagt på en anden måde; lade meningen med meningen ligge, give den lidt luft til bare at være det den er uden alle mulige meta-omsvøb eller lag på lag fortolkninger.

Altså i fiktionens og/eller kunstens verden kan vi alle få frit slag i fortolkninger, meninger, budskaber og analyser, men i virkelighedens verden er det nok lidt mere pragmatisk, at tage tingene for hvad de erJ

Hilsen

En tidligere fuldblods-neurotikerJ

Ømhed

afstanden mellem os

er elastisk

og vi ser snart

at den anden

er så tæt og så fjern

det kræver kun

et lille spring af ømhed

og vi mødes

i et kys

afstanden

trækker igen

i mig

mit hjerte

vendt på vrangen

et forår blomstrer

i mit sind

er lykkelig

Den mærkelige mode - om at være der for andre og om at være voksen

Endnu engang kommer min indre mavesurhed til udtryk...

Synes, at det er fantastisk mærkværdigt, at der blandt mange mennesker altid bliver sagt: "Ja, hun tænker altid på andre før hun tænker på sig selv" - og så er der en masse applauser blandt dem der hører det og der går ligefrem mode blandt nogle grupper af mennesker, i at " man" så skal tænke på andre før sig selv, før man er et "godt" menneske.

Det er da noget selvudslettende, at tænke på andre før en selv! Det kalder i hvert tilfælde ikke på min respekt for det andet menneske, hvis vedkommende sætter sig selv til side for at please eller behage/hjælpe/støtte andre mennesker.

Åh gud! tænker jeg bare. Gider ikke at komme med floskler, men tænker bare, at det er meget fint, at være der for andre etc. men når det kommer til stykket, er man kun sig selv og skal passe på sig selv i dette nogle gange mærkværdige liv og i alle de ting man kommer ud for i denne tilværelse vi nu engang er sat i.

Selvfølgelig skal vi være der for hinanden, men man skal altså først og fremmest være der for sig selv, før man overhovedet med en vis værdighed kan være der for andre. Er det ikke man kalder: at blive voksen?

Nu er det at være voksen sjovt nok heller på "mode" idag, men kan egentlig ikke se problemet i at man tager ansvar for sit eget liv - er der ikke bare det det handler om?

Selvfølgelig kan man stadig være skør, sjov, skæv og helt ude i hampen som voksen, som jeg også fornemmer mange gerne vil være - men hvad er problemet?

Igen er det desværre en enten- eller optik mange ser disse fænomener i.

Voksen = kedelig og ikke-voksen= sådan lidt skør i det, men hvem fandme gider at være teenager hele deres liv. Det er i min øjne et lidt for ungdommeligt fantasteri der er på spil blandt mange mennesker.

Nå, men min konklusion kunne nemt lyde: Vær glad for at blive eller være voksen og så vil du også opdage, at det vigtigste er dig!